Gå til indhold

Kvalitet og trivsel

Kan simulationstræning være nøglen til bedre trivsel og mindre sygefravær?

Et nyt dansk studie viser, at målrettet simulationstræning kan mindske sygefraværet og styrke trivslen blandt sundhedsprofessionelle

'Effect of Simulation-based Team Training on sick-leave among healthcare professionals'

 af Anders Lund schram et al.

Højt arbejdspres, begrænsede ressourcer og nedskæringer kan føre til udbrændthed blandt sundhedspersonale. Sygefravær anvendes ofte som en indikator for medarbejdernes trivsel – særligt i relation til stress og udbrændthed. Udbrændthed er forbundet med flere utilsigtede hændelser og lavere patientsikkerhed.

Når udbrændthed øger sygefraværet, skaber det store udfordringer for det danske sundhedsvæsen. Højt fravær påvirker både arbejdsmiljø, patientforløb og økonomi.

Derfor er der behov for nye, effektive tiltag, der styrker trivsel og fastholdelse. Simulationstræning har længe været anvendt til at træne akutte situationer – men kan det også bidrage til et bedre arbejdsmiljø og reducere sygefraværet?

Resultater for 1 års studieforløb med ca. 700 deltagere i interventionsgruppen, som øgede frekvensen af simulationstræning viste:
1% lavere sygefravær
11.858 ekstra arbejdstimer
1 times simulationstræning medførte 6 arbejdstimer

Hvorfor disse resultater?

Deltagerne fremhævede, at gentagen eksponering for udfordrende scenarier hjalp dem til at føle sig bedre forberedt på klinisk arbejde – ikke kun i forhold til tekniske opgaver, men også i håndtering af stress og i at reagere med selvtillid i komplekse situationer.

Simulationen skabte et rum for refleksion og feedback, som nogle deltagere beskrev som styrkende for tillid og kommunikation i teamet.

Studiet dokumenterer, at simulationstræning ikke kun reducerer sygefravær, men også har en positiv effekt på arbejdsmiljø, samarbejde og patientsikkerhed. Simulationstræning styrker medarbejdernes kompetencer inden for kommunikation, ledelse og teamwork, hvilket bidrager til et mere velfungerende og resilient sundhedsvæsen. Forbedret trivsel og lavere fravær hænger tæt sammen med højere kvalitet i patientbehandlingen, da stabile og velfungerende teams kan levere mere sikker og effektiv pleje.

Hvad betyder resultaterne i praksis?

Simulationstræning kan være en effektiv investering for hospitaler og afdelinger, der ønsker at styrke medarbejdernes trivsel og reducere sygefravær. Ud over de økonomiske gevinster peger studiet på, at simulationstræning fremmer samarbejde, kommunikation og arbejdsglæde – til gavn for både personale og patienter.

Bedre kvalitet og patientsikkerhed: Når sygefraværet falder, øges kontinuiteten i patientforløbene, og risikoen for fejl mindskes. Simulationstræning fremmer en kultur, hvor læring, refleksion og feedback er i fokus, hvilket styrker både den enkelte medarbejder og teamets samlede præstation.
Styrket arbejdsmiljø: Træningen bidrager til et mere støttende og trygt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne føler sig bedre rustet til at håndtere stress og komplekse situationer.
Organisatorisk robusthed: Simulationstræning kan integreres som en del af afdelingens strategi for trivsel, fastholdelse og kvalitetssikring, hvilket gør organisationen mere modstandsdygtig over for personalemangel og belastningsperioder.

Return on investment:
For hver time brugt på simulationstræning blev der vundet næsten 6 arbejdstimer i form af lavere sygefravær.

 

Spørgsmål

Hvad er simulationstræning?
Simulationstræning er en læringsmetode, hvor sundhedspersonale træner kliniske og ikke-tekniske færdigheder i realistiske, men trygge omgivelser. Det kan omfatte alt fra akutte nødsituationer til kommunikation og samarbejde i teams.

Hvordan kan simulationstræning reducere sygefravær?
Studiet viser, at simulationstræning styrker medarbejdernes trivsel, selvtillid og evne til at håndtere stress. Det fører til lavere sygefravær, fordi personalet føler sig bedre rustet til arbejdsdagens udfordringer.

Hvilken betydning har simulationstræning for kvaliteten af patientbehandlingen?
Simulationstræning forbedrer samarbejde, kommunikation og beslutningstagning i teams. Det mindsker risikoen for fejl og utilsigtede hændelser og bidrager dermed til højere patientsikkerhed og bedre kvalitet i behandlingen.

Kan simulationstræning bruges i andre faggrupper?
Ja, metoden kan tilpasses forskellige fag og sektorer, hvor teamwork og kommunikation er centrale.

Hvad kræver det at komme i gang?
Det kræver ledelsesopbakning, uddannelse af facilitatorer og adgang til relevante ressourcer og udstyr.

Er resultaterne overførbare til andre hospitaler?
Studiet er gennemført på tværs af flere hospitaler og regioner, hvilket styrker overførbarheden. Dog kan lokale forhold spille ind.

Sådan blev studiet gennemført

  • Design: Multicenter, kontrolleret interventionsstudie.
  • Periode: 1-årig interventionsperiode (april 2023-april 2024) sammenlignet med de to foregående år.
  • Deltagere: 8 pædiatriske afdelinger i to danske regioner (4 interventions- og 4 kontrolgrupper)
  • Interventionsgruppen: indførte et udvidet og struktureret program for simulationstræning, herunder:

    - Uddannelse af lokale facilitatorer (3-dages kursus og 2-dages workshop)
    - Øget antal og kvalitet af simulationer
    - Fokus på både tekniske og ikke-tekniske færdigheder (fx kommunikation, ledelse, teamwork)
    - Systematisk registrering af alle simulationer

  • Kontrolgruppen: Fortsatte med standard praksis.

Dataindsamling og analyse
Sygefravær:
Data blev indhentet fra administrative HR-databaser og opgjort som procent af arbejdstimer for alle ansatte (inkl. nye og fratrådte).
Statistisk analyse:
Der blev brugt t-test og mixed models (difference-in-differences), justeret for alder, køn og profession. Analysen omfattede både alle ansatte og en “stabil gruppe” (ansatte i hele perioden).
Effektmål:
Primært: Ændring i sygefravær.
Sekundært: Return on investment (arbejdstimer vundet pr. time brugt på simulation).

Hovedresultater
244 simulationer blev gennemført i interventionsgruppen mod 84 i kontrolgruppen.
Sygefraværet faldt signifikant i interventionsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen.
Return on investment: For hver time brugt på simulationstræning blev der vundet næsten 6 arbejdstimer i form af lavere sygefravær.

Referencer

1: Effect of simulation-based team training on sick leave among healthcare professionals: a multisite controlled follow-up study by Anders L. Schram et al. Link til artikel